Luksuriøs risalamandekage

By december 18, 2018 Opskrifter
Risalamandekage med mandelbund

 

Risalamande er en dansk juletradition, der kendes fra omkring 1900. Her begyndte man, at servere risalamande med kirsebærsause til julens festmåltid, i stedet for den klassiske risengrød. Det var dog først efter 2. verdenskrig, at risalamanden for alvor indtog pladsen som danskernes foretrukne juledessert. Det skyldes, at der var mangel på ris og kanel, og ved at tilsætte flødeskum til risengrøden, kunne man pludselig strække risengrøden, så der var nok til alle.

Ofte tømmes skålen med risalamanden ikke juleaften, og i stedet for at lade den gå til spilde, får du her vores bud på en luksuriøs risalamandekage, der vil gøre sig godt til julens frokoster.

 

Luftig mandelbund

Det skal du bruge: Melis eller hvid rørsukker 125 g – Saltet smør 125 g, tempereret – æg 1 stk. – hvedemel 40 g – mandler 250 g, groft hakket/blendede – marcipan 200 g – bagepulver ½ tsk. – smør 25 g, smeltet – Melis/rørsukker til at drysse i bageformen

Sådan gør du: Mandlerne smuttes og ristes let på en pande. Afkøles og hakkes groft. Pisk sukker og æg luftigt, og tilsæt mel og smør. Rør mandler, marcipan og bagepulver i dejen. Pensl en springform, diam. 24 cm, med smeltet smør i to omgange. Hæld sukker i formen, og ryst sukkeret rundt, så det lægger sig i et tyndt lag langs formens kanter. Klip evt. en cirkel bagepapir, der dækker formens bund. Hæld kagemassen i formen og bag i ovnen ved 160° i 25-30 minutter. Lad kagebunden blive i springformen og køle af.

Risalamande – fyld

Det skal du bruge til risalamanden:  grødris 65 g – sødmælk ½ l – Græsk yoghurt 2% 1 dl – piskefløde1½ dl  – vaniljestang 1 stk., kornene herfra – Melis, 1½ spsk. hvid rørsukker kan bruges – Husblas 5 blade  – piskefløde 3 spsk.

Sådan gør du: Skyl risene i lunkent vand, og kog dem op med sødmælken. Læg låg på gryden, og kog sagte i cirka en time med omrøring hvert 10. minut. Stil grøden på køl. Vend den kølede risengrød med 1½ dl let pisket fløde, vaniljekorn, græske yoghurt og sukker.
Risengrøden kan med fordel laves dagen før. Opblød husblassen i vand. Giv de 3 spsk. fløde et opkog. Si den opblødte husblas fra vandet, og vend den i den varme fløde. Si nu fløde over i risblandingen, rør sammen og kom til sidst også den ene, smuttede mandel i. Beklæd springformen med kagebunden i med en krave af bagepapir langs siden, hæld risblandingen i, og stil det hele på køl i minimum 4 timer.

Befri forsigtigt risalamandekagen fra form og krave, servér med lun kirsebærsauce eller lav en glaze, der vil imponere dine gæster.

Kirsebærglaze

Sådan gør du: 3 blade husblas udblødes i vand og smeltes over vandbad efter pakkens anvisning. 300 g kirsebærsauce varmes op, og husblas smeltes heri. Afkøles lidt til den begynder at sætte sig. Fordeles over kagen der atter sættes på køl et par timer.

Velbekomme – og rigtig glædelig jul.