Lækre æblemuffins, alle kan lave

By september 22, 2018 Opskrifter

Æblesæsonen er over os!

Det er ikke kun i vores foyer, at æblerne har indtaget deres plads – også i vores køkken bruges der lækre, modne, lokale æbler til salater og bagværk. Vores køkkenchef Philip har været en tur i hans store bog, og fundet sin bedste æble-opskrift frem – Lækre æblemuffins, alle kan lave.

Ingredienser: ¼ dl. Olivenolie, ½ dl. yoghurt natural, 70 g. rørsukker, 35 g. brun farin, 40 g. hakkede hasselnødder, 70 g. økologisk fuldkornshvede, 1 tsk. stødt kanel, 1 knivspids salt, 1 tsk. bagepulver, 1 stort, økologisk æg og 300 g. æbler uden kernehus

Olie, yoghurt, rørsukker, brun farin og de hakkede hasselnødder røres godt sammen. I en anden skål blandes mel, kanel, salt og bagepulver. Rør et æg i yoghurtblandingen og tilsæt efterfølgende melblandingen.

Tip: Vælger du madæbler til dine muffins, vil du få en fastere struktur hvorimod spiseæbler kan bidrage med mere sødme og friskhed, afhængig af sorten. Vælg et æble, som du elsker at spise, så vil du med garanti også elske det i dit bagværk. Kærnehuset fjernes fra æblerne, der skæres i små tern og blandes i dejen. Dejen hældes i forme, hvor  du skal fylde 2/3 dele af formen op. De bages ved 180 grader i ca. 18 – 20 minutter. De kan både spises lune og kolde.