Farverigt ramsløgsalt

By april 24, 2020 Opskrifter

Ramsløgene er perfekte lige nu – og da de smager lidt af hvidløg, kan de bruges på mange forskellige måder. Lav en lækker ramsløgsalt, som du kan bruge på din æggemad eller i din madlavning. Salten har den flotteste grønne farve, som kan pifte selv de mest kedelige rugbrødsmadder op.

Du skal kun bruge frisk ramsløg, salt, en blender og en ovn – for at lave kryddersalten. Brug den på din mad eller i madlavningen. Det er virkelig nemt og tager ikke ret lang tid.

Ingredienser:

  • 1,5 dl. Maldon salt
  • Ca. 50 blade fra ramsløg

Sådan gør du:

  • Skyl ramsløgbladene og tør dem godt i et viskestykke. Kom bladene i en blender/minihakker sammen med 1,5 dl. groft salt og blend det hele til bladene er finhakket.
  • Tænd ovnen på varmluft 50 grader og fordel saltblandingen på en bageplade med bagepapir på.
  • Tør saltet i ovnen i ca. halvanden time, rør rundt i saltet ca. hvert kvarter for at være sikker på det hele bliver tørret. Hvis saltet samler sig lidt i klumper, kan du tage pladen ud af ovnen for at smuldre klumperne, inden du sætter pladen i ovnen igen.
  • Når saltet er helt tørt tages pladen ud af ovnen og saltet hældes i et glas til opbevaring.

Brug saltet som ekstra smagsgiver på f.eks. kød, fisk eller på dit blødkogte æg om morgenen.

Du kan bruge samme fremgangsmåde til andre krydderurter og lave din egen urtesalt med de ingredienser du allerbedst kan lide.

God fornøjelse.